***  orkis > Historisk

Oprindelsen til orkis

Bogen THE ART OF TATTING af Lady Katarin Hoare er tilegnet hendes majestæt Dronningen af Rumænien, som har skrevet forordet. Heri skriver hun f.eks.: Jeg har ofte haft ondt af mænd - for det første fordi de ikke kender til moderskab - og for det andet fordi de er uden vores største glæde - nemlig håndarbejdet. Vores håndarbejde er meget bedre end deres rygning; det er ikke påtrængende. (Der er dog mange mænd, der laver håndarbejde i dag også orkis.) Senere igen: Der er mange tårer skjult i kvinders arbejde, mangt et suk er udåndet i det, og der er undertrykt mangt et ord, som udtalt ville have forvoldt ubodelig skade.

Betegnelse orkis er af italiensk oprindelse: occhi = øjne. Den henfører til de mange ringe. De tidligste skriftlige kilder om orkis stammer fra 1700-tallet. Det ældste orkisarbejde er fra ca. 1630.

Når man i museerne ser orkerede kniplinger fra 1800-tallet, er der to ting, der springer i øjnene: for det første er de bygget op af ringe, og for det andet er picoterne ikke knyttet, men syet sammen, hvorefter der er slået knude på tråden, der så er blevet klippet af - som det ses af de mange trådender. Først da man efter 1850 havde videreudviklet teknikken til at omfatte buer og knyttede picoter, voksede de orkerede kniplingers popularitet.

Samtidig med at teknikken blev videreudviklet, skiftede også redskaberne karakter. Den store, klodsede skytte (der var skytter med et hemmeligt rum til snustobak, som det ellers ikke blev anset for passende, at damer brugte) blev i 1800-tallet erstattet af en mindre, der var tilpasset den fine tråd og dermed arbejdet. Skyttens materiale var ikke længere juvelbesat ædelmetal, lak, meissnerpocelæn eller rav, men skildpadde, ben, elfenben eller horn. I dag er der skytter af plastik, ben, horn og træ.

Hvordan jeg selv begyndte at orkere

Jeg begyndte selv at orkere i det små.

Jeg arvede en skytte fra min svigermor, men vidste ikke hvad den skulle bruges til. Den lå gemt i en skuffe gennem flere år, indtil jeg lærte en ældre dame i Vestjylland at kende. Hun kunne orkere. Hende besøgte jeg en eftermiddag, hvor hun viste mig, hvordan man laver knuder og ringe (andet kunne hun ikke).

Jeg syntes, det var spændende, hvad den ældre dame havde vist mig, og ville gerne lære mere. Derfor lånte jeg alt, hvad der var på biblioteket om orkis og læste mig til en del.

Der er udgivet adskillige bøger, som er til god hjælp - også orkisbladet, som alle medlemmer af Dansk Orkisforening får tilsendt, er en god hjælp.

Nu forsøger jeg selv at gøre mine ideer til virkelighed og viser lidt af det her på hjemmesiden.